Resumé

Dette indlæg udforsker min personlige rejse med at genfinde glæden ved at skrive og tegne, en aktivitet der bringer mig hjem til mig selv. Fra barndommens kreative passioner, gennem udfordringer og karrierevalg, til at finde balance og mening gennem kunst og mindfulness, viser historien, hvordan kreativitet kan være en dyb kilde til selvudtryk og velvære. Det er også en del af Happy ApE projektets kerneværdier om personlig udvikling og selvudtryk.

Hvad er det for noget med den bog?

Hvad laver du? Skriver du? Tegner du? Hvorfor?

Alle spørgsmål jeg hører tit.

Alle spørgsmål som er berettigede, når jeg pludselig dykker ned i bogen.

Det er en lang historie. Den korte version er, at det føles som at komme hjem til mig selv. Det føles godt. Derfor gør jeg det. Men det hjælper mig også til at kunne følge med i samtalen (og nogen gange et par indre dialoger sideløbende). Det hjælper mig til at være tilstede.

Og nævnte jeg, at jeg bare virkelig nyder det. Elsker det, når jeg er i en meditativ sindstilstand og pennen bare flyder. Jeg er ligeså meget en tilskuer/observatør som andre. Jeg følger bare pennen og ser hvad der kommer, streger der bliver til bogstaver og ord eller finurlige slanger og sløjfer.

Jeg skrev og tegnede som barn. Jeg skrev lange historier om fantasi figurer, da jeg var 9-10 år. Hvem gør det? Og jeg tegnede meget! Øvede og nød at øve. Jeg lærte skønskrift (kalligrafi) og tegnede meget af (efter tegneserier, blade, o.l.)

Begge dele blev tålt, måske endda opmuntret, men jeg kommer ikke fra en ekspressiv, rosende familie (mere en fejlfinder familie). Det var ihvertfald ikke nok opmuntring for mig. Og da jeg så bliver grint af og drillet over et forkert stavet ord (fok istedet for fuck) lukker hjertet sig - se Kreativitet, kunst, sårbarhed og skam.

Det koblet med min mors svigt og min fars sygdom gjorde, at kunsten kom i baggrunden i mange år. Det var bedre - sikrere - at satse på skolen, det akademiske. Hvis bare jeg klarer mig godt i skolen, så bliver alt godt. Og det gjorde jeg så, men det blev ikke bare godt.

Mit møde med arbejdsmarkedet føltes forkert fra starten. Fordi grunden/formålet var forkert. Jeg valgte studie og karriere ud fra prestige istedet for passion. Arbejdet var ikke som at studere. Jeg var ikke bare sammen med vennerne. Nu skulle performe og være professionel. Jeg valgte prestige vejen som management konsulent. Det var det jeg troede jeg ville. Det var det jeg troede man skulle. Men jeg tænkte kort efter start; er dét det? Der var gode tider, men der var også meningsløshed og konstant pres, stress, angst.

Heldigvis fik jeg allerede efter et par års arbejde mulighed for at tage tre måneders orlov og der fandt jeg bogen. Den originale crackbook blev skrevet i Oktober 2008 i Brasilien, men det var først, da jeg tog orlov juli-oktober 2009, at jeg begyndte på bogen, som jeg har holdt ved siden da. Det har gjort, at jeg har kunne se og være i verden på en anden måde. Siden da har jeg fundet meditation (vipassana), mindfulness, Enneagrammet, coaching, udviklingscirkler og ikke mindst MinLise, Al og Seb, som har hjulpet mig på vej og givet mig mening.

Nu er jeg taknemmelig for min rejse. Jeg kan se hvor svært det er at leve (godt) af at være kunstner, filosof, coach og mindfulness lærer, som jeg er. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg også er management konsulent - jeg lærer ting hurtigt, jeg skaber fremdrift, jeg performer. Det er sjovt og jeg bliver betalt godt for det.